Out! - Om Dansk Tennis Club og Tennisspilleren Leif Rovsing


Out! - Om Dansk Tennis Club og Tennisspilleren Leif Rovsing - René Kural

Forfatter: René Kural

****

Portræt af en fascinerende excentriker

I "Out!" forenes et portræt af en fascinerende excentriker med arkitekturhistorie og seksualpolitik.

Leif Rovsing, tennisspiller og rigmand er hovedperson. Dansk Tennis Club er det monument, han rejser som et symbol på hans ukuelige kamp mod systemet. Bogen er interessant som et tidsbillede for perioden fra 1'ste verdenskrig og fremefter. Udviklingen tager fart i 1917, hvor Rovsing - en af datidens mest talentfulde tennisspillere - bliver udelukket fra alle tennisturneringer under Dansk Boldspil-Union grundet formodet homoseksualitet. Unionen gør alt for at forhindre ham i at spille. Men Rovsing tager til genmæle. Ikke kun med skabelsen af det meget originale stykke idrætsarkitektur - tennishallen på Rygårds Allé i Hellerup - men også gennem foredrag, artikler, bogudgivelser, rejseskildringer og ikke mindst gennem en livslang kamp for at få homoseksualitet accepteret i sportsverdenen.

Bogen er illustreret med fotograf Torben Eskerods flotte billeder af tennishallens interiør og eksteriør, samt af Bali-landsbyen i Asserbo ved Tisvilde Hegn. Hertil kommer en række historiske sportsfotografier og arkitekturfotografier.

Bogens forfatter, lektor, ph.d. René Kural er leder af Center for Idræt og Arkitektur samt selvstændig praktiserende arkitekt. Siden 1996 har René Kural været involveret i forsknings-, formidlings-, rådgivnings- og udviklingsopgaver for danske og udenlandske kommuner, arkitekttegnestuer, styrelser og fonde.