Jeg skriver til jer fordi..


Jeg skriver til jer fordi... - Paul Schiøtt og Uffe Stenstrop

Forfattere: Paul Schiøtt og Uffe Stenstrop

****

Meget veloplagt satire i brevform

Den gode Ditlev H. Møller søger hjælp til mangeartede problemer hos offentlige instanser, firmaer og privatpersoner. Næsten alle svarer humoristisk og med stor entusiasme på de ret specielle breve ...

Det er spøgefuglene Paul Schiøtt (Svikmølle-redaktør) og Uffe Stenstrop (radiovært) som står bag brevene. Under opdigtet identitet sender de breve til en række uskyldige modtagere.

Ditlev H. Møller antager mange forskellige skikkelser. Skoleelev fra 8. klasse, der skriver til Hells Angels for at spørge om han kan komme i erhvervspraktik i en uge - selvom hans far kører Yamaha (det må han!). Eller formand for Sammenslutningen af "Dværge i Skandinavien", der ønsker at indlogere fire medlemmer i hver hotel dobbeltseng (dværgene kan ligge på tværs da de ikke fylder så meget!). Ditlev sender et forslag til Polar Is om en Kurt Thorsen is. Den kunne sælges med slogans som "Den lille mand med is i maven" eller "Bide hovedet af al skam" (takker for idéen, men det kan nok ikke lade sig gøre - kvitterer med et is-gavekort, som tak for forslaget).

Det gribende ved bogen er, at de fleste modtagere behandler de ret idiotiske forespørgsler rimeligt seriøst, beklager at de ikke kan hjælpe, og ofte gør hvad de kan for at anvise andre muligheder.