Inferno


Inferno - Dan Brown

Forfatter: Dan Brown

*****

Spændende - fascinerende og lidt skræmmende.

Dan Brown underholder igen op med en effektiv cocktail af spænding, skjulte symboler og som noget helt nyt - et tankevækkende og moralsk provokerende tema. Man bliver klogere på Dantes "Den Guddommelige Komedie" ligesom der er masser af stof til eftertanke omkring verdens tilstand. Man får et tankevækkende og provokerende bud på en løsning af den overbefolkning, som ifølge mange videnskabsmænd er den sikre vej til jordens snarlige undergang. Når man har læst bogen er man i tvivl om hvem der er de gode og hvem der er de onde.

Harvard-professoren Robert Langdon vågner op på et hospital i Firenze.

Lettere konfus og med dundrende smerter fra et sår i baghovedet, husker han intet fra de foregående 36 timers begivenheder, eller hvordan han i det hele taget er endt i Italien. Han ved intet om den mystiske genstand, der bliver fundet i en skjult lomme i hans jakke. Han forstår heller ikke, hvorfor en ukendt kvinde trænger ind på hospitalet, dræber en læge og også forsøger at dræbe ham.

Langdon og den unge kvindelige læge Sienna Brooks er snart på flugt. De flygter fra den ukendte kvindelige dræber men hurtigt også fra mere professionelle soldater. Det går langsomt op for Langdon at der i hans mistede hukommelse findes spor som involverer mareridt om en kvinde i en grotte med henvisninger til Dantes berømte skildringer af skærsilden.

Snart involverer intrigerne både WHO og den geniale videnskabsmand, Bertrand Zobrist, som har sin helt egen kontroversielle løsning på alle de mange problemer, som jorden står overfor.

Fra forlagets beskrivelse:
I hjertet af Italien trækkes symbolforskeren Robert Langdon ind i en nervepirrende verden, som samler sig omkring et af historiens mest fascinerende, dystre og mystiske litterære mesterværker - Dantes Inferno. Langdon er oppe mod en uhyggelig modstander og kæmper med koder og symboler som fører ham dybt ind i klassisk kunst, hemmelige korridorer og avanceret videnskab. Gennem en hæsblæsende jagt, hvor det er umuligt at afgøre, hvem han kan stole på, kæmper Langdon for at finde svar - før det er for sent, og verden uigenkaldeligt vil være forandret. En unik cocktail af hæsblæsende underholdning og forrygende spænding.